Nervøs og en anelse presset

Ja, så er teoritimerne til kørekortet påbegyndt. Efter første lektion, sad jeg tilbage med en følelse af dyb dyb skræk. Der blev gennemgået uforudsete situationer, og nu ser jeg børn bag ved hvert et træ, sving og muligt gemmested. De er uforudsigelige sådanne væsener. Jeg tænker så lidt på mig selv og min omgangskreds... hvad fanden er vi så? Men selvfølgelig ved vi da, at man ikke løber over vejen - slet ikke uden at kigge os for! Right?

Jeg er nervøst anlagt af natur, og tanken om at skulle styre et, som min kørelærer så malende udtrykte det, potentielt mordvåben. Yes, sikke en peptalk.

Hver gang jeg lufter mine tanker om emnet til min far, så får jeg et lettere himmelvendt blik - "for du skal nok klare det!"
I nogle situationer gik han helt i selvsving - argumentationer for nødvendigheden af bil/kørekort, når man er en knoldsparker på Lars Tyndskids mark. Mange af dem. Alle totalt unødvendige, for jeg ved udemærket, at jeg ville få svært ved at undvære det. Og jeg vil også gerne have det. Men...
Tanken om at jeg dumper... Det er altså dyrt nok som det er, hvis jeg skal tage endnu flere timer! Føler mig en anelse presset.

Nå ja, jeg må sgu bare klø på og tage et par dybe indåndinger. Min nye mantra er blevet: "Hvis der er så mange andre, der kan få et kørekort, så kan jeg fandme også!"

Song of the day!

Hjemvendt med tungt hjerte

Jeg har lige tilbragt en som altid fantastisk uges efterårsferie oppe hos nogle familiære venner i det kolde Sverige. Der blev kæmpet brave kampe over billard/poolbordet, flippermaskinen og unokortene. Ikke alle overlevede uden varige mén.
Halloween blev skam også fejret - min søster og jeg kaprede roret bag køkkenet og spenderede en skøn dag med kokkenes hårde lod.
Det kom der en særdeles udmærket Chili con Carne ud af, samt lidt til den søde tand!

Men for enden af en yderst skøn og afslappende ferie i det svenske, ja, der er der jo altid den sekstimers lange hjemtur. Egentlig har jeg intet imod køreturene derop og hjem, men af en eller anden uforklarlig grund, lander jeg altid på hjemmevant jord med en bitter smag i munden. Det slår aldrig fejl, ej heller den bil-medfødte hovedpine, der stille og roligt raserer de indre opgange.

Bare for at føje spot til skade, så brugte jeg også lidt tid på at se en film på turen. Det var én jeg aldrig havde set før, men via lidt obsessive youtubing var jeg bekendt med de fantastiske sange, der krydrer soundtracket og den dystre historie. Det var Dancer in the Dark af Lars von Trier og skønne Björk. 

Så var stemningen for min hjemkomst, da vist også lagt!

Smuk, smuk film. As always, I cried! Den sætter sandelig tingene i perspektiv for én. I dag er det min yndlingssang fra filmen, der pryder bloggens musiske indslag.

Song of the day!

Barney's Legacy

Ja, så er den internationale Suit-Up Day efterhånden gået på hæld. Drenge og piger i deres fineste puds til billedkunst og biologi. Kan det blive bedre? Lærernes opgivende hovedrysten og mumlen om et "årligt" facebook-arrangement, der snart løbes af stablen oftere end Netto har fødselsdag.

Facebook og tv-serier - hvad ville min generation dog gøre uden disse IV-drop, der er afgørende for vores eksistens? Er det ikke fascinerende hvad påklædningen og det evindelige slogan fra en fiktiv karakter kan gøre? --> Jeg har haft et slips på i dag! Mig?!

Det er sjovt som handlinger, der skaber opmærksomhed ofte skubber dig ud af en social sammenhæng, hvis du er ene om det, men som en del af en gruppe er du genial, levende, udfordrende! - og du har det fantastisk :) Hvis jeg skal være ærlig, så får jeg også lidt af en kick af at se reaktionerne på folks ansigter og vide, at jeg er anderledes, underlig. Don't ask why.

Men Barney Stinson har muligvis fat i noget, og om et års tid (eller før?) så mødes vi igen gennem slipsets ånd.
Anyway -

SUIT UP!

Song of the day!

Bad is relative

Med fare for at dette indlæg lyder som et post fra FML, så havde jeg en... lad os kalde det "mindre" god dag.
Efter første modul opdagede jeg nemlig til min rædsel, at mine jeans havde en rimelig stor flænge...ja, lad os sige i nærheden af lynlåsen. Til mit held (haha) havde jeg alle modulerne i samme lokale - jeg flyttede mig stort set ikke ud af stolen.
Selvom jeg ikke kunne se det sjove i situationen med det samme, så havde min veninde Julie ingen problemer. Hendes smittende latter fik dog også gang i mit smilebånd - as usual :)

Just my luck

Jeg sad bare og ventede på at komme ud i gangen til min dejligt varme og LANGE jakke hele dagen. Jeg har fået et helt nyt forhold til den gamle sag!
På trods af de små gode ting, var det sgu en ret dårlig dag.

Men (det er så her fornuften og lageret af spekulationer sætter ind) allerede nu, hvor jeg sidder hjemme på mit hyggelige værelse og reflekterer over dagens held, så tager jeg det ikke så tungt, og ærlig talt kan jeg dårligt se andet end det sjove i situationen mere. Så er det egentlig ikke spild af dag, at lade den blive ødelagt af noget, som man alligevel morer sig over bagefter? Hvis jeg har haft en dårlig dag - hvis de fleste mennesker på FML har haft en dårlig dag, hvad fanden har de sultende børn på Afrikas Horn så haft? Hvad fanden har de civile i arabiske krigsområder så haft?
Get my point?

Hvis nu man fortsætter i det spor, så kan man præstere at bygge en klods af skyldfølelse og frustration op, en klods der har smækket begge arme om benet på én - akkurat ligesom de der små julebamser med magnetpoter! Ligesom med julebamserne med magnetpoter kan man ikke bruge det til en skid.

Jeg er lidt af en fan af konstruktive ting, men jeg er desværre også indehaver af nogle af de mest opgivende skuldre ever seen! Jeg har en tendens til at skubbe uløselige og evigt "forkerte" situationer/emner ud af hovedet; Jeg får det dårligt af at tænke på dem, og jeg kommer ingen vegne med det.
Men alligevel virker det i mit hovedet forkert at "opgive" alle de håbløse fænomener rundt om os. F.eks. mord og krig. Alle kan vist blive enige om, at det ville være ideelt hvis hverken mord eller krige forekom, men det gør de nu engang, og man må vist konstatere at det nok aldrig ændrer sig.

Men jeg er et menneske - jeg vil nok altid håbe.

Song of the day 

En begyndelse på noget nyt

Som så mange andre har jeg en kreativ skabertrang, der pulserer inde i mit indre og kæmper en desperat kamp for at udtrykkes. Denne blog er et forsøg derpå. 

Hvad denne blog dog skulle handle om var et mysterie for mig, men efter lang tids indgående funderen, gik det op for mig, at jeg bare skulle følge sandheden - at jeg bare skulle skrive hvad der optog mine tanker, hvilke ræsonnementer og tankespind der hvirvlede rundt i mit hoved.

Det er en udfordring, én jeg tager op!