Ja, så er teoritimerne til kørekortet påbegyndt. Efter første lektion, sad jeg tilbage med en følelse af dyb dyb skræk. Der blev gennemgået uforudsete situationer, og nu ser jeg børn bag ved hvert et træ, sving og muligt gemmested. De er uforudsigelige sådanne væsener. Jeg tænker så lidt på mig selv og min omgangskreds... hvad fanden er vi så? Men selvfølgelig ved vi da, at man ikke løber over vejen - slet ikke uden at kigge os for! Right?
Jeg er nervøst anlagt af natur, og tanken om at skulle styre et, som min kørelærer så malende udtrykte det, potentielt mordvåben. Yes, sikke en peptalk.
Hver gang jeg lufter mine tanker om emnet til min far, så får jeg et lettere himmelvendt blik - "for du skal nok klare det!"
I nogle situationer gik han helt i selvsving - argumentationer for nødvendigheden af bil/kørekort, når man er en knoldsparker på Lars Tyndskids mark. Mange af dem. Alle totalt unødvendige, for jeg ved udemærket, at jeg ville få svært ved at undvære det. Og jeg vil også gerne have det. Men...
Tanken om at jeg dumper... Det er altså dyrt nok som det er, hvis jeg skal tage endnu flere timer! Føler mig en anelse presset.
Nå ja, jeg må sgu bare klø på og tage et par dybe indåndinger. Min nye mantra er blevet: "Hvis der er så mange andre, der kan få et kørekort, så kan jeg fandme også!"
Song of the day!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar